1. Juli 2009
Den officielle overtagelsesdato for grunden. Det er en rigtig god idé at få skubbet denne dato så langt ud i fremtiden som muligt, da man derved kan spare mange penge i ejendomsskat til kommunen!


17. Aug 2009
Vi underskriver købsaftalen med Interbyg (HusCompagniet) med advokat-, bank- og byggerådgiverforbehold. Vi har nu seks (hver)dages fortrydelsesret.



24. Aug 2009
Vores advokat, Claus Kenneth, melder tilbage til Interbyg (HusCompagniet) at kontrakten ikke er i orden. De to parter bruger næsten tre uger på at nå til enighed.



11. Sept 2009
Endelig kan vi underskrive en kontrakt som alle er glade for.



15. Sept 2009
I dag begyndte de at grave! Lige pludselig gik de igang, og det går stærkt nu - se lige det store hul de har gravet på én dag!


16. Sept 2009
De har fyldt hullet op med sand og venter nu på landinspektøren. Han skal godkende højden sammen med kommunen, hvorefter vi skal mødes med HusCompagniets byggeleder ude på grunden med vores egen byggesagkyndige.


19. Sept 2009
I dag kom den endelige plantegning samt de sidste principsnittegninger, blandt andet af væggen mellem stuen og køkken/alrum. Ser rigtig fint ud.



21. Sept 2009
Alle tegninger er nu godkendt af os. Fik tilbud på en indbygget hylde i brusenichen, lavet med én mursten: 3500 kr!!? :-O
Godt råd: Lav tilvalg INDEN kontrakten underskrives. Vi synes i hvert fald at tilvalg var billigere inden vi underskrev den endelige købsaftale... :-|




23. Sept 2009
I dag mødte vi HusCompagniets byggeleder, Kim (til venstre), og vores egen byggesagkyndige, Arne (til højre), for første gang. Vi fik et rigtig godt førstehåndsindtryk af dem begge. Specielt Kim var en positiv overraskelse, da vi har hørt mange kedelige historier om byggelederne fra byggefirmaerne... Umiddelbart virker Kim både venlig og imødekommende. Og så mener han stadig, at de kan blive færdige til den 17. december! :)
Vi blev alle enige om at huset skal hæves 30 cm, og Kim foreslog at vi sparer pengene på akustikloftet, da han ikke mener det gør nogen større forskel alligevel.
Senere denne dag tog vi også i den lokale Flügger og valgte farve til væggene; hvid RAL 9010 og Fløde.



24. Sept 2009
Vi har besluttet os for at bruge pengene fra akustikloftet til et par ovenlysvinduer i køkken/alrum i stedet. Thomas' store ovenlysvindue-drøm går endelig i opfyldelse! :)



25. Sept 2009
I dag havde vi møde i Glostrup med HTH Køkken, som varede to timer. Vi lavede et par små ændringer, for eks. blev arbejdsøen i køkkenet vendt 90 grader, og vi fjernede ovenskabene fra bryggerset. Indenfor en uge skulle de have de endelige køkken/inventar tegninger klar.



28. Sept 2009
I dag skete der ikke andet end at nogen sokkelsten blev kørt ud på grunden. Lidt skuffede tog vi hjem igen... *suk* :)



30. Sept 2009
Efter flere dages overvejelser besluttede vi os for at få planeret grunden helt og få fjernet overskudsjorden så HusCompagniet kan komme til. Pris: 61000 kr! AV!!! Man tror man har tjek på det hele ["Afsætte penge til uforudsete udgifter? Hvorfor dog det? Så må man da bare planlægge lidt bedre..."], indtil de begynder at grave ned til Kina... øv.



1. Okt 2009
I dag er der gang i den. Overskudsjorden fjernes, samtidig med at alle rør skal lægges ind. Det er også gået op for os at blandingsbatteriet på badekaret sidder for enden af badekaret, hvor vi foretrækker at have det på væggen så man kan læne hovedet afslappende mod kanten på badekaret (detaljer, detaljer...). Nåede lige akkurat at få det ændret i morges, da de skulle igang med at lægge alle rør ind. Ekstra pris for blandingsbatteriets flytning: 2000 kr...


2. Okt 2009
Køkkentegningerne er kommet, og det går op for os at håndvasken på børnenes badeværelse ser lidt malplaceret ud. Vi ringer fluks til byggelederen, velvidende at de lagde rørerne igår... Kim foreslår at vi mødes ude på grunden mandag morgen kl.7 (!). Vil han mon teste os for at se om vi virkelig mener det? :)



3. Okt 2009
Mødte vores haveanlægger, Alf, ude på grunden i dag. Han skal grave ud til flisegang rundt om hele huset, til to terrasser samt lave et 60 m langt omfangsdræn i haven. Han regner med at starte i november. Kunne være fantastisk at have fliserne lagt inden indflytninge til jul! Men vi kunne jo også overveje at vente til foråret og gøre det selv efter utallige Gør-Det-Selv kurser i vinterens løb... or not...



5. Okt 2009
Vi var så svineheldige at netop dén håndvask vi gerne ville flytte, blev lagt forkert i sidste uge og skulle laves om alligevel, så vi nåede at få flyttet afløbet 35 cm til højre :)
Derudover havde vi et rigtig godt møde med Uggerly i Ringsted hos HusCompagniet om eftermiddagen. Vi fik blandt andet placeret ca. 50 spots rundt omkring i huset, samt sat højden af for diverse afbrydere, stikkontakter og lysdæmpere. Nåede ikke at snakke med VVS som planlagt, så badekar og blandingsbatterier bliver valgt på nettet.



7. Okt 2009
Gulvvarme blev lagt ind i dag. Vi bryder os ikke om udgravningen af grunden mod naboerne på to af siderne af grunden, da de har gravet helt skævt (var føreren i gravkoen mon fuld?). Det skal forhåbentligt laves om. Vi har trods alt betalt 21000 kr for det... :-|


8. Okt 2009
Så blev fundamentet støbt. Og væggene kommer allerede på tirsdag, siger HusCompagniet.. :)


10. Okt 2009
Har været i Elgiganten for at få et godt tilbud på en stor blandet godtepose fyldt med hårde hvidevarer. Gode Siemens maskiner (pyrolyse ovn, induktion kogeplade, opvaskemaskine og køle-/fryseskab) samt en Miele vaskemaskine til 33000 kr. Kan det mon fås billigere på nettet?


13. Okt 2009
Væggene kom som planlagt i dag - og allerede samme dag stod garagen der!
Vi fandt ikke vores hårde hvidevarer synderligt billigere på nettet - til gengæld blev vi positivt overrasket af Punkt 1, som kom med et tilbud på samme varer som Elgiganten til 30000 kr (inkl. en opgradering af opvaskemaskinen). Utroligt! Men i dag så vi varerne for første gang, og vi kunne ikke lide kogepladen da den har en ramme af børstet stål i kanten (læs=ekstra rengøring) samt store hvide ringe tegnet på pladen, og ovnen lignede et gammelt TV (synes Maria), så vi kigger lidt videre...
Vi har desuden kontaktet Uggerlys VVS afdeling da vi endnu ikke har hørt fra dem.



14. Okt 2009
Hele facaden mod vejen blev sat op i dag. Og vi fik endelig mail fra VVS afdelingen med de tilvalg og ændringer af termostatbatterier, armaturer, brusehoveder og toiletter vi har foretaget, men det hænger ikke sammen. Ekstra regningen er på over 12000 kr, og man kan ikke sidde i begge ender af badekaret. Om igen!


15. Okt 2009
Resten af ydervæggene blev sat op idag, på Lukas' 14 års fødselsdag, samt nogen af indervæggene.
Vi fandt et badekar som er beregnet til to personer, men det er en smule bredere end standardbadekaret, så nu må vi flytte en lille væg på forældrebadeværelset (og gøre bordpladen smallere) så det kan være der. Men det kan vi også sagtens nå - de bygger jo først væggen imorgen tidligt...!! Men byggeleder Kim gik med til den sene ændring efter lidt brok ("I ændrer fandme hele tiden på noget!") ;-P



16. Okt 2009
Første dag vi er uheldige med vejret; det regner. Thomas kører ud til grunden tidligt om morgenen med basser og kakao, og for at fortælle dem at den lille væg, der skal flyttes, også skal være 25 cm lavere. Men håndværkerne vil hjem; det regner for meget. De kan færdiggøre det på mandag, siger de. Taget kommer jo først tirsdag.....


19. Okt 2009
Så blev alle indervægge også sat op, og de mindre ting såsom betonstykket over dørene og de små vægstykker ved diverse skabe. Taget er også kommet, men det skal vist først sættes på på torsdag når tømrerne fortsætter arbejdet ude på huset.


21. Okt 2009
Tog i Elgiganten efter arbejde og fik et nyt tilbud på en bredere kogeplade uden hvide markeringer på pladen og uden stålrammen, samt en ovn der ligner en ovn og ikke et TV, men stadig med pyrolyse (læs=ingen rengøring!)... til 34000 kr. Næste stop: Punkt 1! :)
Vi nåede også forbi en VVS butik i Ringsted, hvor vi besluttede os for håndvaskbatterierne og badekararmaturet. Sendte vores endelige valg til Uggerlys VVS afdeling med mail om aftenen. Så kom dét på plads. Dejligt!




22. Okt 2009
Som lovet kom tømrerne i dag og begyndte at sætte spær op. De skal tilsynladende være færdige allerede imorgen!?
Vi fortalte vores byggeleder Kim, at vi endnu ikke har hørt fra elektrikeren siden vores møde, så han ringede til Uggerly da det åbenbart skal laves i huset på mandag eller tirsdag!! Om eftermiddagen modtog vi en el-plan baseret på vores møde, men der skal ændres et par småting inden godkendelse..
Punkt 1 kunne desværre ikke slå Elgigantens tilbud denne gang, men vi shopper stadig efter priser på nettet også...
Og så har vi lige opdaget på el-tegningerne (!), at HusCompagniet har placeret vores eneste udvendige vandhane ved siden af hoveddøren ud mod vejen i stedet for på bagsiden af huset, som vender mod haven.. vi ved ikke hvilket plankton har placeret vandhanen ud mod vejen, men det må vi prøve at ændre, selvom fundamentet med alle vandrør er støbt for flere uger siden... :(



23. Okt 2009
Og færdige blev de, samtidig med at ventilationssystemet blev lagt ud. Næste projekt: Undertag, bærende væg i midten af huset samt el-installationer, men ingen revideret el-plan fra Uggerly endnu?
Til gengæld vil HusCompagniet gerne placere den udvendige vandhane på den anden side af huset. "Men så koster den næste ændring også et standard gebyr på 1000 kr" var deres halvfornærmede tilbagemelding .. som om det er vores skyld, at et professionelt byggefirma som HusCompagniet ikke kan placere den eneste udvendige vandhane på dén side af huset hvor haven ligger? Er det ikke logik for burhøns? Og hvorfor er det lige at burhøns har styr på logik..?



25. Okt 2009
I dag blev centralstøvsugeren sat op i huset (altså rørerne og alt det der, ikke selve støvsugeren (som skal placeres på loftet i garagen)). Tre udtag i huset og et i garagen, samt en fejebakke under håndvasken i køkkenet.


26. Okt 2009
Det siler ned i stride strømme men der er ingen kære mor ude på byggepladsen. Hvis el-installationerne skal sættes op imorgen som planlagt, skal taget være klar til det i dag, så tømrerne klør pligtopfyldende på.
Stadig ingen el-tegning fra Uggerly så vi sender besked til byggelederen Kim, som straks kontakter Uggerly. En time senere har vi en el-plan. To rettelser mere; en tredje og endelige version modtages 10 minutter senere, som godkendes af os lidt over kl.16... no stress, planen skal jo først bruges i morgen tidligt! :)
Vi har også fået nye, interessante tilbud fra både Punkt 1 og Fleggaard samt WhiteAway på hårde hvidevarer, som lige skal vejes og sammenlignes...



27. Okt 2009
Så blev der tegnet på væggene og sat stikdåser op alle vegne. Den bærende væg i midten af huset er også blevet lidt højere.


28. Okt 2009
Alle spots er blevet markeret med bokse rundt omkring i huset, men de sidder skævt i stuen (ikke ligeligt fordelt så der er 2,5 m for enden af stuen helt uden lys), og udtaget til loftlampen på kontoret sidder helt ovre ved vinduet mens spots'ne i bryggerset også sidder forkert i forhold til den plan vi har godkendt. Vi skriver en mail til Kim om det.


29. Okt 2009
Intet svar fra Kim på mailen så Thomas kørte ud og snakkede med elektrikeren om morgenen, og han fik flyttet på spots'ne i stuen samt på kontoret. Lyset i bryggerset kan dog tilsynladende ikke ændres på grund af rørerne fra ventilationssystemet... alle ledningerne blev trukket i dag.


02. Nov 2009
I dag begyndte de på isoleringen på trods af regnvejret. De fik lagt rockwool på loftet i det meste af huset samt garagen, og dækket det hele med undertag (som dog først kan ses på billederne fra imorgen da det er for mørkt til at tage billeder om eftermiddagen, når de er færdige med dagens arbejde). Naboen Rasmus har også fået sine spær op nu :)
Tømrerne fortalte os at vinduerne sættes i allerede i denne uge, og tegltagstenene lægges!



03. Nov 2009
De har færdiggjort isoleringen på loftet, og er så småt påbegyndt ydrevæggenes isolering...


04. Nov 2009
Så er de første vinduer sat i huset! Det er ovenlysvinduerne i alrummet, og det går nu op for os at elektrikeren virkelig har været fuld! I hvert fald sidder nogen af spotlysene på vinduernes kant.. det kan da ikke passe? Thomas ringede straks til Kim som heldigvis var enig med os; han vil få det tjekket det imorgen og bede elektrikeren om at lave det om, hvis de virkelig sidder så tæt på vinduerne.. og det gør de.


05. Nov 2009
Tilsynladende har tømmeren drukket sammen med elektrikeren! I hvert fald sidder ovenlysvinduerne også det forkerte sted (for højt), og derfor er lamperne så malplaceret.. Thomas kørte derud om morgenen inden arbejde og fik placeret vinduerne rigtigt, samt spotlysene rundt om vinduerne. Om eftermiddagen kørte han derud igen, blot for at finde vores badekararmatur det forkerte sted... Vi føler at vi skal babysitte håndværkerne, som pludselig også er fordoblet i antal (6).
Til gengæld har de formået at sætte alle vinduer og døre i pånær glastrekanten i gavlen i stuen og terrassedøren i soveværelset. Så nu ligner det jo pludselig et hus!! Wauw... :)



06. Nov 2009
I dag er der kun en VVS mand ude i huset, som roder med teknikken i bryggerset. De andre holder weekend.


09. Nov 2009
Mens vi har slappet gevaldigt af i weekenden har håndværkerne knoklet ude i huset både dag og nat!! [tæller det så som fire dage istedet for to?! :)] I løbet af weekenden har de formået at sætte gipslofter op over alt i huset (så nu ligner det også et rigtigt hus indeni!), lavet vindueskarme med mursten samt spartlet væggene op og påbegyndt med loftbrædderne på den overdækkede terrasse. I løbet af i dag bliver de færdige med at støbe gulvet i begge brusere, får ordnet vindueskarmene helt færdige, sat næsten alle brædder op på den overdækkede terrasse, og to polakker går i gang med at lægge tagsten. De (polakkerne) skal tilsynladende allerede være færdige imorgen! De har også sat flere varmeblæsere i gang nu for at tørre huset ud (læs=stor el-regning coming up!!). Til gengæld fik de ikke lukket huset et øjeblik for tidligt: de har nemlig lovet regn hver eneste dag resten af ugen (og det er kun Mandag i dag)...
Og så har Kim allerede overrasket os med den hattehylde, som vi ønskede os i entréen. Måske en lille julegave fra HusCompagniet..? ;)



10. Nov 2009
I dag har de vådrumssikret badeværelserne, sat loftsbrædder op i garagen og færdiggjort tagrenden på bagsiden af huset. Taget er næsten helt belagt med tagsten nu, og fliserne til køkken/alrum, badeværelserne, entréen og bryggerset er kommet. Desuden har de ryddet op og støvsuget inden i huset - Nice! :-D


11. Nov 2009
Der er nu kommet lås i hoveddøren, hvilket betyder at vi ikke længere kan komme ind i huset hvis der ikke er nogen håndværkere til stede. HusCompagniet udleverer ikke en kopi af nøglen til bygherren. For dårligt!! Og vi forstår ærlig talt ikke hvorfor; vi har fundet en del fejl under opføringen af huset, som ville have været meget kostelige for dem at rette senere hen inden overtagelsen af huset (blandingsbatteriet til badekaret, ovenlysvinduerne & spotlysene).. men det må de selv om. Det bliver kun dyrere og mere besværligt for dem, for fejlene skal vi nok finde og rettes skal de helt sikkert nok blive!!


12. Nov 2009
Murstenene er kommet og de arbejder både udenfor og indenfor i dag. Udenfor gør de klar til at mure ydervæggene op i næste uge. Indenfor lægger de fliser på gulvet i badeværelserne.
Og ovre på den anden side af vejen er nogen andre også begyndt at bygge nu - spændende! :)



13. Nov 2009
Mega besværligt når vi ikke har en nøgle til huset! I dag skulle vi ellers have målt røret til emhætten men det kunne vi ikke, da håndværkerne holder fri i dag pga regnen... Så huset var låst og Timitech & Thomas måtte køre hjem igen. Vi skal også have målt til bordpladerne i køkkenet i starten af december. Det må nu koordineres nøje med vejret og HusCompagniet så Diapol ikke kører derud forgæves (hele vejen fra Estland)!



16. Nov 2009
Der er virkelig gang i huset nu! Tre murere udenfor og to tyskere indenfor som lægger fliser. De skal være færdige senest onsdag, siger de, for så kommer maleren! Murerne siger de også er færdige i denne uge.


17. Nov 2009
De har lovet masser med regn imorgen så murerne ønskede at blive færdige med facaden mod vejen i dag, da der er isolering under taget som helst ikke må blive alt for våd. Tyskerne indenfor ønskede også at blive færdige i aften så de ikke behøver at komme tilbage imorgen. Så hvad mon der skal ske i huset imorgen når alle arbejder sent i aften? :)


18. Nov 2009
Og som lovet kom der både regn og vind, men vores murere kløede alligevel på med den ene gavl. Thomas kørte ud til dem med kage for at holde humøret lidt oppe, hvilket de blev temmelig glade for :)
Vores byggeleder har desuden ringet i dag og fortalt os at han gerne vil flytte overtagelsesdatoen til den 22. december, velvidende at dagboden skrider ind efter den aftalte dato 17. december. Men han vil hellere aflevere et godt og tørt hus end noget han ikke kan stå inde for, for at spare et par basører. Så selvom det er surt at vi nu skal flytte midt i julen (og derved ikke når at komme på plads inden juleaften så vi må aflyse juleaften hos os og rykke den til Fyn hos min storebror i stedet), får HusCompagniet dog alligevel pluspoint for at tænke på kvaliteten først og fremmest.



19. Nov 2009
Puha! Det føles som om luftfugtigheden i huset ligger på 99% med kondens på samtlige vinduer og døre. Kunne godt tyde på at byggelederen vidste hvad han talte om da han udskød malerarbejdet med fem dage.. :)
I dag arbejdede murerne på gavlen ved den overdækkede terrasse, og indenfor kom Thomas' kammerat forbi igen og gjorde støvsugeren klar i køkkenet da HTH kommer og sætter køkken op i næste uge (medmindre huset stadig er for fugtigt).



20. Nov 2009
Gavlen blev færdig i dag og indenfor tørrer huset stadig med flere maskiner som kører både dag og nat.


23. Nov 2009
I dag gik murerne igang med bagsiden af huset mens malerne gik igang inde i huset med at spartle alle vægge og lofter glatte da de skal begynde med malerarbejdet på onsdag. Men vores byggesagkyndige, Arne, kom forbi med to forskellige slags måleinstrumenter som begge viste røde tal med alarm og alt muligt - væggene er stadig alt for fugtige og han tvivler på at de vil være tørre til onsdag.
Til gengæld har vi i dag fået lagt naturgas ind i huset så gulvvarmen kan blive tændt (så tørringen sker endnu hurtigere), men om vi flytter ind inden jul er et godt spørgsmål...



24. Nov 2009
Murerne er næsten færdige med bagsiden af huset. De regner stærkt med at være færdige med alt murerarbejdet i overmorgen senest. Indenfor har malerne spartlet det sidste og gulvvarmen er blevet tændt, så nu venter vi bare på at huset tørrer (el regningen lyder i øjeblikket på ca. 8000 kr - GULP!). Vores byggesagkyndige vil tage ud til huset hver dag i denne uge og følge op på situationen så HusCompagniet ikke starter selve malerarbejdet for tidligt...


25. Nov 2009
I dag blev gavlen ved garagen gjort færdig. Indenfor spartlede malerne vægge hele dagen.


26-27. Nov 2009
Vi er taget til Barcelona på lang weekend så vi kan desværre ikke rigtig følge med i disse dage. Men så vidt vi ved regner det i Danmark så murerne kan ikke fortsætte før weekenden, og indenfor venter de med at male til mandag eller tirsdag da væggene stadig er for fugtige. Vi har stadig ingen emhætte. Det må vi se på når vi kommer hjem... Sagrada Familia, La Rambla, Circuit De Catalunya, Park Güell, Camp Nou... vi får masser at se til i Barcelona også :)



28. Nov 2009
Ifølge HusCompagniet pudsede murerne soklen i dag selvom det er lørdag. Når dette er gjort er de [murerne] tilsynladende helt færdige, så vi endelig langt om længe kan gå i gang med fliserne rundt om huset.


30. Nov 2009
Malerne går først i gang senere på ugen. Væggene er stadig for fugtige. Vores byggesagkyndige siger værdien skal være under 20. Vi ringede til to forskellige malerfirmaer som sagde det samme (mellem 18 og 20 max).



1. Dec 2009
Vi har fået en nøgle!!! JUHUUU!!!


2. Dec 2009
Da Thomas tager ud til huset om morgenen er maleren, Morten, i fuld gang med at male. Det bekymrede os så Arne tog ud for at tjekke fugten i væggene. Den ene ydervæg ud mod haven er stadig alt for fugtig. Thomas ringede derfor til byggeleder Kim, som sagde at de ville male alle de andre vægge undtagen den ydervæg. Men om aftenen da vi tager ud til huset er der malet over alt... Hvad nu?


3. Dec 2009
HusCompagniet påstår at det ikke gør noget at de maler selvom væggene er for fugtige... men Arne insisterer på at de ikke maler den ydervæg som stadig ligger på det dobbelte af hvad den må, så HusCompagniet bøjer sig og maler kun de andre vægge to gange (så ydervæggen kan tørre ordentligt inden den får et andet lag maling).



4. Dec 2009
Vi har fået håndvaske på badeværelserne med dertilhørende skuffer, og køkkenet er kommet. Det skal sættes op i weekenden.


5. Dec 2009
De når at sætte næsten hele køkkenet op i dag!


6. Dec 2009
Køkkenet og inventaret færdiggøres i dag, samt alle døre sættes i.


7. Dec 2009
Det kan godt mærkes at HusCompagniet har travlt for huset vrimler med håndværkere.. Diapol kommer helt fra Estland for at måle af til bordpladerne i køkkenet. Vi har valgt sort granit med leather finish. Vi får også en vask i bryggerset, mens nogen har lavet et hul i køkkenet til emhættens aftræksrør. HusCompagniet troede det var os, og vi troede det var dem. Mon aftræksrør-feen også kommer med en gratis emhætte i løbet af natten...?


8. Dec 2009
Alle spotlys i huset virker nu. Og gulvplankerne er kommet! Der er dog seks store skruer i loftet ude i alrummet hvor de vist markerer spotlys (som vi ikke har bestilt)... Gøg og Gokke fra Uggerly har vist været lidt for ivrige med de spots..


9. Dec 2009
Gulvet er allerede lagt over hele i huset!


10. Dec 2009
vi har fået glas i trekanten mellem stuen og køkken/alrum. Til gengæld har vi fået at vide at den tre fløjede franske dør ikke passer. Der vil gå fem uger før den rigtige bliver sat i. Vi har også fået at vide af HTH at vores emhætte først kan leveres midt i januar.. :( Så julen er nu officielt aflyst i vores hus...


11. Dec 2009
Hele huset er blevet rengjort af et rengøringsfirma, så det stod funklende rent og flot på pre-overtagelsesdagen :) Vi gennemgik hele huset og garagen med byggelederen og vores byggesagkyndige. Listen af fejl og mangler som vi fandt i løbet af to timer kan I se HER. De har nu én weekend og tre hverdage til at fikse hele listen i...


13. Dec 2009